 |
|---|
"INDONESIEN"
Kuta
Som de fleste steder i Asien, bliver man overfaldet af chauffør før man overhovedet kommer ud af lufthavnen, og Kuta er ikke en undtagelse. Derfor slog vi koldt vand i blodet, sagde no, no, no, 100 gange og gik 100 meter nord øst, til vi kom ud af lufthavnen. Her tog vi en almindelig taxa på taxa-meter, og vores tur fra lufthavnen blev 1/5 del af prisen, af hvad vi ellers fik tilbudt.
På turen ind til byen fik vi en masse gode informationer, blandt andet at nogle hæve automater i Indonesien ikke var gode, hvilket betyder man kan ende med at få falske penge i dem, eller få for lidt udbetalt. Vi blev læsset af ved Poppies 1 som er en backpacker gade med masser af hoteller, hostels, bar og butikker. Her gik vi lidt rundt og hørte 4-5 forskellige hoteller om ledigheden og prisen, men fandt ikke noget som faldt i vores smag. Vi valgte derfor at sætte os på en bar med wifi og kigge lidt på booking.com.
Her fandt vi et fint hotel som lå forholdsvist godt, og til en meget fornuftig pris. Vi gik derefter hen til hotellet i håb om at det var billigere at booke ved hotellet, i stedet for gennem booking.com. Det var det desværre ikke, tværdigmod, prisen var ved hotellet 10% højere, da vi gennem booking.com får 10% rabat.
De næste dage i Kuta gik med at Surfe og sole sig. Vi tog begge et surfer kursus på 2.5 time, her lærte vi teknikker til at komme nemt ud i vandet med et stort board, hvordan vi skulle padle for at fange bølgen, samt hvordan man skulle rejse sig op og holde balancen på boardet. Efter meget kort tid på vandet kunne vi begge selv starte og surfe på bølgerne 50-70 meter ind til stranden. Det var virkeligt fedt at prøve, og det er bestemt ikke sidste gang vi kommer til at surfe på vores rejse.
En typisk dag i Kuta, Bali
Kuta kan for mange inklusiv os, være en lidt for turistet by. Sælgere vil konstant henvende sig til dig, og de forventer at man siger nej tak hvis man ikke ønsker at købe deres varer, dette gælder både når man går i gaderne, men også når man ligger på stranden og prøver at slappe af med en bog. Scooter og biler kører alle vegne, små gyder og stranden er ikke nogen undtagelser, og man skal være opmærksom hele tiden. Men på trods af dette, fandt vi en oplevelse som kunne ændre vores opfattelse af denne kaotiske by fuldstændig.
Bali Sea Turtle Society, en non profit organisation som er skabt for at hjælpe havskildpadderne med at overleve. Hver aften tager frivillige ansatte ned på Kuta strand for at indsamle æg fra havskildpadderne, for derefter at grave dem ned i deres konservatorium tæt ved stranden. Dette gøres for at redde æggene fra alverdens fare som vilde hunde, trafik, højvande og turister som ellers ville kunne knuse de skrøbelige æg. Dette betyder at næsten hver dag fra juni til august, klækkes der et eller flere nye kuld havskildpadder hos BSTS.
For at informere om vigtigheden af havskildpadder i vores økosystem, og få penge til at bevare bestanden, holder BSTS hver dag et ”event” hvor man kan hjælpe med at sætte sin egen lille baby skildpadde ud i det fri. Det er gratis at være med, det eneste man skal gøre er at komme forbi kl. 16 og få en billet, og kl 16.45 kan man indløse den til en baby skildpadde i en lille åben beholder. Før man får udleveret sin skildpadde holder BSTS en kort tale om hvad de står for, og hvordan man skal sætte skildpadden fri for ikke at skade den.
Herefter går alle personer som deltager ned til stranden, og venter på de resterende deltagere samt personalet. Der bliver ryddet en 100 meter bred sektion af stranden og vandet så ingen kommer i vejen for baby skildpadderne. Herefter stiller alle deltagere sig op på en linje, der bliver talt ned fra 3, og alle vipper forsigtigt sin skildpadde ud på stranden. Skildpadderne iler så hurtigt de kan ned mod vandet, til stor fornøjelse for store og små deltagere. Når det hele er færdigt bringer man sin beholder tilbage til BSTS, og her kan man vælge at købe nogle souvenir eller donere penge som kan være med til at gøre en forskel for den fremtidige bestand af havskildpadder.
Det var utroligt givende at være med til sådan en skildpadde udsættelse, og vi kan kun håbe på andre som kommer forbi Bali tager forbi og hjælper BSTS med deres gode arbejde. Og så er sådan nogle baby skildpadder bare utroligt søde og sjove at kigge på.
Ubud
Den 8 september drog vi af sted mod Ubud, og vi var 100% klar på at komme til et mindre turistet område. Vi havde booket et homestay, hvor vi fik vores egen bungalow ved et ældre ægte par, som viste sig at være nogle af de sødeste mennesker vi endnu har mødt. Vi boede 15 min gang fra hoved gaden, og om aftenen kunne vi ikke høre andet end dyr i skoven og bækken lige uden foran vores altan. VI havde hjemmefra hørt rigtigt godt om Ubud og området heromkring fra Lene og Morten som havde været der. På ankomstdagen havde vi 2 muligheder, at gå til et tour bureau og bestille 2-3 dages ture til de forskellige seværdigheder, eller leje en scooter og selv finde rundt. Eftersom ingen af os havde kørt scooter i 8-9 år, trafikken er fuldstændig vandvittig og de køre i venstre side, valgte vi selvfølgelig scooteren. Set tilbage var det, det helt rette valg, scooteren gav os 100% frihed til at gøre hvad vi ville, og til kun 100 kr for 3 dage inklusiv benzin, så var der hurtigt sparet 500 kr.
Vi startede vores rundtur i Ubud området med at se ”Monkey forrest”, som navnet indikere, er det en skov fyldt med aber. Skoven er ikke særlig stor, og der bor til dagligt 600 aber, som opholder sig i skoven så længe der er turister som fodrer dem med bananer. Der var aber overalt og det var virkeligt sjovt at se hvordan de prøvede at røve uopmærksomme turisters tasker, da aberne godt vidste der var spændende ting at få fat på.
Dagen efter gik den helt store rundtur i gang. Her startede vi med at køre til et tempel som man kommer til langs en flot tur ad en bjergryg med udsigt til alle sider. Tempelet var dog ikke noget særligt og var ret lukket af, men gå turen langs bjergryggen og tilbage igen var det hele værd. Herefter tog vi ud til nogle rismarker, hvor vi også gik en tur rundt for at undersøge området. Der var utroligt mange flotte udkigspunkter, og selvfølgelig også mange andre turister som havde samme ide. Efter en times gå tur, snuppede vi en kokosnød og en øl fra en bar med god udsigt, og planlagde vores næste stop.
Vi besluttede os for at tage til en kaffe plantage, hvor de laver en af de bedste typer kaffe i verden, nemlig luwak kaffe. Til folk som ikke ved det er en luwak et dyr som ligner en blanding af en kat og en mink bare noget større. Dette dyr lever af kaffe træets bær, og spiser kun de bedste bær på disse træer. Dens mave kan ikke fordøje kaffebønnen inde i disse bær, og bønnerne kommer derfor intakte ud af den anden ende. Vi skulle selvfølgelig prøve kaffen, og den smagte rigtigt godt på trods af produktionsmetoderne som er i spil. Vi fik også gratis smagsprøver af forskellige the, kaffe og chokolader som de lavede på same farm. Helt sikkert et besøg værd og man følte virkelig man blev godt taget om.
Vi sluttede dagen af med at tage til et stort vandfald som lå tæt på Ubud, hvilket også var virkelig flot. Desværre havde vi ikke fået badetøjet med da der ellers var mulighed for at tage en dukkert under vandfaldet. Der var et godt stykke ned til vandfaldet fra hvor man skal parkere, og turen op af flere hundrede trapper føltes endnu længere. Vi morede os dog lidt, da vi næsten ved toppen så en kineser, som ikke kunne holde til mere og stod og kastede op mens hele familien tog billeder af ham.
På vores sidste hele dag i Ubud tog vi igen vores trofaste scooter på tur, denne gang til en ”Elephant cave”, hvilket var et tempel i en grotte som ikke havde det mindste med en elefant at gøre. Herefter tog vi på et kunst museum med gamle Balinesiske værker, som typisk fortæller historier fra deres hinduistiske trosretning. Det var virkeligt interessant, og i nogle utroligt flotte omgivelser. Kl. 17.30 hver dag flyver hundrede vis af helt hvide hejre, som har gået i rismarkerne hele dagen, ud til et bestemt område for at sove. Dette skulle vi selvfølgelig se, og efter at være kørt forkert et par gange fandt vi udkigspunktet hvorfra det skule være bedst at se dem komme. Med en kold Bintang øl sad vi hævet over området og så solnedgangen over rismarkerne. Og rigtigt nok, lidt efter lidt kom der flere og flere hejre flyvende ind over området og satte sig i det nærmeste træ 20 meter fra os. Til sidst gætter vi på der sad 150 store fugle i det nærmeste træ som bestemt ikke var særligt stort.
Om aftenen havde den ældre herre som vi boede ved, tilbudt os en tur i byens kejser palads. Han havde nemlig en datter som boede i en af bygningerne med sin mand, og de havde lige afholdt bryllup for 1200 mennesker selv samme sted. Vi blev begge iført traditionelt Balinesisk tøj som man skal have på for at komme ind på området, og fulgte efter vores vært. Det var et virkeligt flot palads, og som alle andre huse i Bali er bygningerne delt op i nord, syd, øst og vest bygninger. Her var der dog flere bygninger mod hvert verdenshjørne og næsten alt var belagt med guld. Vi fik fortalt mange historier om deres hinduistiske tro, og hvordan Bali for ikke lang tid siden blev regeret af en kejser. Vi blev også placeret i de guldbelagte kejserlige stole til fotografering, og fik hilst på vores værts datter samt ægtemand som boede her. Det var en stor ære for os at få en privat rundtur af vores vært, og vi takkede ham mange gange da vi blev færdige.
Bedugul og Lovina
Efter Ubud tog vi en shuttle bus til Bedugul, hvor der ligger et utroligt berømt tempel i en sø (templet er vist på deres 50.000 rupiah seddel) som vi havde besluttet at se. Vi ankom i den lille bjergby i 1300 meters højde, og havde ikke noget sted at bo. Men som altid kender den første Indoneser som henvender sig, et godt sted vi kunne bo. Vi fulgte efter ham til et lille hyggeligt sted, hvor et værelse inklusiv morgenmad og med den eneste bar i hele byen kostede 75 kr.
Herfra gik turen mod templet hvor vi valgte at tage en stille bådtur for rigtigt at kunne se det fra alle sider. Dette var et godt valg da det var en søndag vi var ankommet på, og der var fyldt med Indonesiske turister på bredden ud mod templet. Vi var ved at få nok af templer på dette tidspunkt, og brugte derfor ikke særligt lang tid før vi besluttede at vi havde fået set nok.
Tilbage på overnatningsstedet satte vi os i baren og besluttede vi ikke gad mere denne dag. Vi faldt i snak med ejeren, som havde været i Aalborg i noget tid hvor han arbejde på et krydstogtskib. Derefter blev vi budt på hjemmebrændt arak, som er en Balinesisk spiritus han selv bryggede, og endte med at snakke med ejeren og hans venner til ud på natten.
500 meter fra vores overnatningssted var der en stor botanisk have, her havde vi besluttede os for at tage en tur til før vi skulle med bussen mod Lovina kl. 13. Haven var enormt stor, med inddelinger af regnskov, væksthuse, blomster marker, bambus skove og udsigts punkter over hele området, og vi kunne nemt have brugt mere tid her.
Som sagt afgik vores bus kl. 13, og vi tog mod nord hvor Lovina, strande og delfiner ventede. Da vi ankom, havde vi heller ikke her overnatning, ligesom 3 andre på samme shuttle bus. Vi blev alle 5 hurtigt spurt om vi ikke ville se nogle bungalows med pool til en meget lav pris. Det endte med at vi alle 5 fandt værelser her, og hotellet havde også nogle gode tilbud på delfin tur dagen efter som en slagt mængde rabat.
Dagen efter kl 5.50 skulle vi møde op nede ved stranden, for at komme på delfin tur. Bådene var lavet af træ og havde pontoner spændt ud til siderne til at klare den hårde bølgegang som ofte forekommer. Vi havde en 30 minutters sejltur ud til hvor delfinerne oftest bliver set, og den foregik i meget høj fart, og vi blev sjask våde. Det gode ved denne tidlige start, var at vi kunne se solen stå op bag Bali og bjergtoppene, hvilket var virkeligt flot. Da vi kom ud til delfinerne blev man helt flov, som alle andre i Lovina er delfinerne her et must da det er det eneste sted på Bali de kan ses. Dette betyder også at der var 50-100 andre både som nærmest jagtede delfinerne for at give turisterne den bedste oplevelse. Det gode ved dette, var dog at delfinerne ikke så ud til at have det store imod alle bådende og bare passede sig selv.
Til aftensmad havde vi bestilt en hel grillet fisk dagen før. Den var tilberedt virkelig godt, og havde næsten ingen ben selvom vi fik den serveret hel. Vi havde aftalt at mødes med de 3 personer fra shuttle bus turen, om aftenen nede på stranden. Vi havde tilfældigvis ramt den årlige festival i byen, og der var rigtigt meget at se på, dans, musik og hyggelig stemning overalt hvor vi kom.
Ultra
Ultra festival på Bali.
Under vores indledende planlægning af hvilke lande vi skulle opleve, havde vi snakket om at tage forbi Miami i USA til Ultra festival. Ultra er en Dance/EDM festival, hvor mange kendte kunster kommer og spiller, f.eks. Martin Garix, Afrojack, Deadmau5 osv. Men efter kort overvejelse droppede vi det, da det ville tage en for stor del af vores budget.
En lille måned før afgang kiggede vi igen på Ultra med længsel, og her kom redningen, Ultra har på grund af stor succes lavet en ”world tour” hvor de kommer forbi Bali den 15-16. september. Vi købte straks 2 billetter og kunne ikke vente.
Endelig kom dagen så hvor vi skulle til Ultra, vi havde booket et værelse 2.5 km fra festivalen, da samtlige hoteller tættere på lå en del over vores budget. Vi tog en taxa der ind kl. 15 den første dag, og kunne næsten ikke vente til at høre den gode musik (Ultra blev afholdt på et stort ressort kaldet Potato Head Beach Club, her var der var meget plads omkring til diverse faciliteter, og scenen var stillet op foran deres pool som folk også kunne opholde sig i). Som mange andre festivaler kommer de store navne først på om aftenen, vi købte derfor en øl og satte os ned for at lytte til lidt musik, sammen med de få andre (300) som var ankommet. Efter et par timer med dans besluttede vi os for at gå udenfor festivals pladsen for at få noget aftensmad og en drink eller 2. Da vi kom tilbage var det næsten tid til det første store navn, Afrojack. Vi fandt en god plads foran scenen, og dansede indtil Deadmau5 kom på scenen, og havde spillet en times tid, hvorefter vi trætte gik hjem af.
Dagen efter besluttede vi at gå over til Ultra omkring kl 16, så kunne vi tage en øl på vejen og snakke lidt imens. Da vi ankom henvendte en promotion dame sig til os, og spurte om vi ikke ville være med i en konkurrence. Vi skulle finde en tavle inde i en labyrint og komme ud med den sammen. Vi vandt her et par tasker, en tanktop og en nøglering. Vi fik lidt blod på tanden og fandt derfor et par andre steder som også afholdte konkurrencer. Det endte med at vi gik der fra med overnævnte, 2 mobilhøjtaler, 2 t-shirts, 2 elektroniske lighter, og ikke mindst 2 stk oppustelige liggestole. Vi betalte for at få vores ting opbevaret i et skab så ikke skulle slæbe på det resten af dagen, og gik derefter ind til main stage for at danse og høre musik. Kl 21.30 gik Galantis på scenen og ca. 1 time efter festivalens største navn, Martin Garix. Vi festede resten af aftenen, med en gruppe indonesere vi faldt i snak med foran scenen, og vi gik først fra festivalen da de lukkede. Når vi ser tilbage på Ultra var det alle pengene værd, og vi vil ikke tøve med at tage til en festival magen til, en anden gang.
Nusa Lembongang
VI havde lige afsluttet en tur til Ultra festival på Kuta, og havde 4 dage før vi kunne hente vores pas hos immigrations service. Vi snakkede derfor om vores muligheder da vi ikke havde intentioner om at være i Kuta højere end højest nødvendigt. Her kom Nusa Lembongang op som en mulighed. Vi havde ikke haft nogen ”rigtigt” ø ferie endnu og besluttede derfor hurtigt at dette sted kunne være en god oplevelse.
Da vi ankom med hurtigbåden, tog vi vores backpacker på ryggen og gik hen imod vores hotel, Tropical Lembongang. Efter vi havde tjekket ind på vores værelse valgte vi at slappe lidt af og afprøve vores nye oppustelige hængekøje.
Efter en times tid med afslapning, lejede vi en scooter og kørte op til den nordlige del af Lembongang. Her gror en mangrove skov som vi gerne ville opleve, og vi købte derfor en 45 min guidet sejltur rundt i skoven da vi ankom. Turen ind i skoven var rigtig spændende, og noget vi ikke havde set før. Alle træernes rødder stak op af vandet, og der levede små baby barracudaer og blå krabber i sikkerhed herimellem.
Efter vi havde set mangrove skoven, hoppede vi på scooteren og kørte til den anden ende af øen. 100 meter fra Nusa Lembongang ligger en mindre ø som hedder Nusa Ceningan.
De 2 øer er kun forbundet med en enkelt gul hængebro som er 1 meter bred, og bygget med en ”vejbane” af træ som ikke lyder til at ligge alt for fast. Scooter evnerne og koncentrationen kom derfor på en prøve, men vi kom over uden problemer. På Nusa Ceningan tog vi over mod et udkigs punkt som hed Dreampoint, hvorfra man skulle have en god udsigt til solnedgangen. På vej over til udkigs punktet, var vi nede for at se nogle tang marker som bliver synlige mellem Nusa Lembongang og Nusa Ceningan når der er lavvandet. Man kunne se hvordan tanget stod på lige rækker i 4x4 meter felter, og familierne gik og passede sandbunden før solen gik ned og det blev mørkt. Ved Dreampoint valgte vi at nyde en drink, imens vi så solen gå ned bag lidt skyer tæt ved horisonten.
Næste dag havde vi bestilt en snorkel tur til kl 8 om morgen. Vi kom ud i en båd med 16 andre mennesker, og blev sejlet mod det første snorkel sted, Manta reef. Vores kaptajn sejlede os rundt på Manta reef i ca. 10 min,før han udbrød: ”Manta, fast, in the water, Manta” og pegede febrilsk mod vandet hvor ingen andre kunne se noget. Vi hoppede alle i vandet og svømmede ud mod rokken han pegede på. Ganske rigtigt gik der ikke mere end 2 minutter, før den første 3 meter store manta rokke svømmede 1 meter under os. Wow det var vildt, vi havde slet ikke regnet med at de ville være så store og det gav et sæt i os begge da vi så den. I de efterfølgende 30-40 minutter så vi manta rokker komme svømmende 40 gange, og flere af gangene så tæt på, at man næsten blev ramt af dens store finder.
Da vi igen alle var samlet på båden, sejlede vi mod vores næste snorkel sted, Crystal reef. Dette sted var sigtbarheden lidt bedre og vandet var mere roligt, da det lå inde i en lille bugt. Her kunne vi se koraller og hundrede vis af fisk, svømme rundt omkring os uden de var det mindste bange.
Det sidste snorkel sted var ved Mangrove forrest . Der var masser af fisk, men store dele af koralrevet var dødt. Vi fik forklaret at dette var på grund af, den store tsunami, og at man for 10-20 år siden dynamit fiskede i disse koral rev. Desværre blev Maria søsyg på båden, og var derfor ikke i særligt snaksagligt humør. Thomas faldt derfor i snak med en hollænder som vi udforskede øen med resten af dagen og spiste med om aftenen.
Det var en fantastik oplevelse at se de store rokker og de andre snorkel steder. Dog blev oplevelsen en smule ødelagt pga. store mængder affald som flyder runde i vandet. De indonesiske folk er ikke særlig gode til at passe på deres koralrev og dyrene i vandet. Dette gør os begge lidt triste, da koraller tager flere år for at grå få centimeter. Og hvis ikke der bliver passet på dette, så dør alt det smukke dyreliv ned i havet. Vi hørte om en flot strand med roligt vand og tilhørende koralrev på Bali, tæt ved Lovina. Her var turister lige begyndt at komme til, og flere entreprenører besluttede derfor at bygge flotte hoteller tæt ved stranden. Koraller kan være meget hårde og de hentede derfor disse til at blande i cement og bygge med, da de jo er ”gratis”. Kort tid efter koralrevet var blevet halveret, kunne de resterende koraller ikke modstå de stærke vandstrømme som normalt forekommer over hele Bali, og det resterende rev bukkede under. Efter revet var væk, havde strømmen og bølgerne frit slag, og stranden blev totalt opslugt på under 1 år. Uden strand, og uden koralrev, stoppede turister selvfølgelig med at komme til området, og hotellerne er alle lukket i dag. Man kan kun håbe på at folk kan tage ved lære af hændelser som denne, men desværre går der nok rigtigt mange år før indoneser frivilligt passer på naturen.
Vores 3 dag på Nusa Lembongang mødte vi hollænderen til morgenmad, og vi valgte at køre rundt til øens strande og udkigspunkter som vi endnu ikke havde set. Vi kom over en bakke hvorpå der ligger en kirkegård, vi før har kørt forbi. Men i dag var der samlet 100-200 mennesker, til hvad vi gætter på var en kremering. De var i gang med at tænde op i et bål som lå meget nøje placeret i en form der lignede en menneskeafbrænding. Ifølge hinduistisk tro som de dyrker på Bali og Nusa Lembongang, skal man brændes efter døden for at komme i himmelen. Og når man er på en ø uden et krematorium er der kun 1 udvej.
Efter dette syn kørte vi til Devils Tear, hvilket er et udkigspunkt hvor 4 meter høje bølger brager mod klipper og sender vandsprøjt 10-15 meter op i luften. Om aftenen tog vi en stor afskeds Bintang (øl) med hollænderen, hvorefter vi pakkede vores ting så vi var klar til at tage færgen mod Sanur og Kuta næste dag.
Tulamben
Efter vores tur til Nusa Lembongang, skulle vi tilbage til Kuta for at ordne nogle visum papir. Her fik vi af vide at vi kunne hente vores visum 5 dage senere. Efter kort overvejelse valgte vi at tage op mod USAR Liberty, som er et sunket skib der ligger ud for Tulamben på den nordlige kyst. Thomas havde længe overvejet at tage et fridyknings kursus, og eftersom der fandtes et fridykningscenter i Tulamben kunne det ikke være bedre. Vi ankom efter en dag stop i Padang Bai, til fridykningscenteret i Tulamben, hvor Thomas straks meldte sig til et 2 dags begynder kursus. Herefter gik jagten på et nærliggende hotel til en fair pris, og gerne med morgenmad. Efter hotellet var fundet, gik vi lidt rundt i byen som udelukkende er opstået på grund af vraget som er 60 meter langt, og et af de lavest liggende i verden.
Dagen efter kl. 8.30 skulle Thomas møde op på Apnea Bali Freedive Edcuation som det hedder. Kurset består af 1.5-2 timers teori efterfulgt af 2-2.5 timers øvelse på vandet begge dage. Til stor glæde var Thomas den eneste på dette hold og havde derfor privat undervisning af en amerikaner som har dykket det meste af sig liv. Undervisningen begyndte med intro af de 2 dage, og forklaring af hvilke former for fridykning der findes. Efter dette begyndte vejrtræknings undervisning, her lærte man hvordan lungerne kan bruges på forskellige måder der hjælper en med at slappe af mentalt, og pakke mest muligt ilt.
Da undervisningen i klasselokalet var færdigt tog vi våddragt, vægtbælte, maske, snorkel og finder med til vandet og svømmede ud til en bøje som var fastgjort på bunden. Herfra sendte Mark som instruktøren hed, en line med en beton klods ned på 12 meters dybde, og fastgjorde den i en orange flydende ”badering” som var vores udgangspunkt. De første 4-5 dyk, blev gjort med hovedet først, jeg (Thomas) havde her store problemer med at trykudligne, omkring de 4-5 meters dybde. Jeg fik fortalt at når man dykker med hovedet først, udsættes man hurtigere for det større tryk som kommer end når man dykker med benene først. Hovedet først er den hurtigste, og nemmeste måde at komme ned på, men eftersom dette ikke virkede, gik vi over til at prøve benene først. Jeg skulle her have finderne af for at de ikke fanger vandet på vej ned. Første dyk med benene først gik meget bedre, og efter 3 dyk var jeg nede på 10 meters dybde. Efter lidt tid kom jeg ned på de 12 meter som var bunden af dagens dyk, og jeg begyndte så at træne mig til at vente 5-10 sekunder i denne dybde før jeg begyndte min opstigning.
Imens Thomas var til undervisning havde Maria ligget og slappet af ved hotellets pool med en bog. Da Thomas kom tilbage, besluttede vi at tage ud til Liberty for at se det store vrag. Det var kæmpe stort, og dele af det lå kun 2 meter fra overfladen. Der var også kommet et utroligt koral og dyreliv omkring vraget, da der er god mulighed for at gemme sig i de mange rum og huller som naturligt fremkommer med tiden.
Dagen efter var det igen tid til at Thomas skulle på kursus. Denne dag lærte jeg (Thomas) nogle øvelser fra yoga som kan bruges til at træne mentaliteten og udvide lungerne for at optage mere ilt. Vi gennemgik også nogle nye vejrtrækningsmåder som jeg skulle prøve når vi kom i vandet. Herefter blev jeg forklaret om nogle af de farer som kan ske når man fridykker, og hvad der sker ved eventuelt blackout under vandet. Til dette lærte jeg hvordan man skulle dykke ned og føre en bevidstløs person op til overfladen fra 7-8 meters dybde, samt hvordan man får dem til at trække vejret igen.
Efter undervisningen tog vi ud på vandet og denne gang blev bunden af dykket sænket til 20 meter. Allerede ved 3 dyk var jeg under de 12 meter som jeg ramte nogle gange dagen før. Herefter blev det kun bedre, og jeg nåede ned på 18 meter, hvor jeg havde tid til at kigge rundt på scuba divers og fisk som man ellers ikke kan se fra vandoverfladen. Det var virkelig spændende at føle hvor hurtigt man forbedre sig, og hvordan man kan begynde at ignorere kroppens signaler til at udlufte den co2 som kommer. Jeg håber på at få tid til at tage et udvidet kursus senere på vores rejse, og Maria har vist også overvejet at hoppe med på ”fridykningsvognen” når tiden er til det.
Om aftenen på vores sidste dag, var vi igen en tur ude ved Liberty vraget, hvor sigtbarheden var noget bedre end dagen før. Dog var strømmen virkelig stærk, og man kunne ikke blive samme sted uden at svømme direkte imod den med stor kraft. Vi gik derfor hurtigt op, og fik oploadet om vores tur til vores hjemme side, som vi ikke har haft mulighed til i de sidste uger grundet ringe eller intet net. Vi fik også bestilt hotel og bus til Kuta hvor vi skal hente vores visum den 26. Og ikke mindst, så købte vi en flyrejse til Labuan Bajo den 27. for kun 240kr, hvilket er den nærmeste by til Komodo øerne.
Labuan Bajo og Komodo øerne
Vi ankom med flyet fra Kuta til Labuan Bajo ved 11 tiden, vi blev hurtigt enige om at ikke tage en taxa, da der kun var 2 km til byen Labuan Bajo. Med det samme vi trådt ud af lufthavnen, kom der indonesiske folkemasser og sagde ”taxa, taxa” og med et højt og bestemt ”no” fra Thomas stoppede dette. Vi havde taget vores backpacker på ryggen og begyndt at gå. Det var virkelig varmt, og da vi ankom til centrum af Labuan Bajo, blev enig om at et koldt bad, ville være på sin plads. Efter vores bad prøvede vi at finde en tur til Komodo og Rinca som er de 2 ø’er der huser de store komodo varaner. Vi gik rundt til flere forskellige turist bureauer, og fandt hurtigt ud af at en 2 dage, 1 nats tur ville være at foretrække. Vi fik til sidste et godt tilbud på 2 dage og 1 overnatning inkl. Morgenmad, middagsmad, aftensmad, vand, te, kaffe, snorkel udstyr og alt det frugt vi kunne spise til kun 750 for os begge 2.
Dagen efter skulle vi mødes ved båden kl. 8. Vi var 9 på båden. 3 spanioler, 1 tysker, 1 italiener og 2 amerikaner.
Første stop på vores tur var øen Rinca. Da vi ankom, skulle vi gå 5 min for at komme op til ”indgangen” hvor man betaler for at være i national parken. Ligeledes skal man hyre en ranger som viser en rundt, fortæller om dyrene og naturen, og beskytter en på øen. Vi havde desværre en kun en time på Rinca, så det blev til en kort tur med rangeren. Før turen begyndte, fik vi fortalt sikkerhedsreglerne som vi skal følge på øen, da komodo varanerne ser mennesker som føde.
På turen blev vi ført omkring parkens køkken, hvor der lå en del Komodo varaner, vi fik forklaret at Komodo varaner kan lugte op til 5 km, hvilket var grunden til at de lå ved køkkenet. Herefter startede turen rigtigt, og vi kom ud til et område hvor hun varanerne begravede deres æg og vogtede over dem det meste af dagen. Her så vi hvordan deres reder så ud, og vi fik forklaret at varanerne graver mange huller for at snyde andre rovdyr inklusiv dem selv, de er nemlig kannibaler og kan endda finde på at æde deres egne børn når de er udklækket. Dette er også grunden til at når varan æggene klækkes, skynder de små varaner sig op i træerne så de ikke bliver spist af deres mødre eller andre varaner, da de ved en hvis alder er for store til at kravle i træer.
Efter Rinca gik vi igen ombord på vores båd, og blev der efter sejlet videre til Komodo. Vi blev også her taget imod af en ranger, og fik forklaret sikkerheds reglerne. Her bevægede vi os ud på en lidt længere tur hvor vi fik set vildsvin, hjorte, fugle og en kæmpe store Komodo varaner. Da vi nåede stranden lå der en varan og solede sig, og rangeren spurte om nogen ville have taget et billede med den. Dette ville vi selvfølgelig gerne, og med lidt nerver på, satte vi os bag den på hug så vi var klar til at løbe. Vi havde fået fortalt at en varan, trods den er langsom gående, kan løbe op til 20 km/t og er meget uforsigelig i forhold til at angribe.
Efter Komodo øen blev vi sejlet hen til vores overnatnings stop for at se flying foxes, som er meget store flagermus. Desværre kom de ikke, og i stedet for, begyndte mandskabet at fiske efter aftensmad, og vi blev spurgte om vi vil prøve. 3 liner var i gang, og der blev fanget 3 små fisk, og 1 mellemstor triggerfish af Thomas. Efter den friske aftensmad begyndt solen lige så stille at være nede, og stjernen himlen begyndte lige så stille at kom frem. Der blev talt stjerneskud og snakket en del om hvor tydeligt det var at se stjernerne og mælkevejen, da der næste ikke var noget lys i nærheden. Få timer efter gik vi alle sammen til køjs og sov under åbent himmel.
Næste morgen blev vi alle vækket tidligt, og vi blev sejlet over til pink beach. Stranden bliver kaldt pink beach fordi sandet bliver blandet med røde koraller som derfor giver den en lyserød farve. Vi kastede anker tæt ved stranden, og vi skulle selv svømme der ind, eller snorkle rundt omkring koralrevet hvis vi havde lyst til dette. Da vi kom ind til bredden, blev vi enige om at der ikke var meget pink beach over stranden, kun et svagt lyserød skær i vandkanten. Efter pink beach, blev vi sejlet over til manta point, hvor vi her ligesom på Nusa Lembongang, skulle være klar til at hoppe i vandet med det samme. Efter lidt tid blev der sagt ”manta manta” og alle sprang i.
Vores sidste stop var en lille ø som hedder Kanawa, hvor der var en virkelig lækker hvid sand strand, og masser af koral rev. Vi fik set Nemo fisken (klovene fisken) og et væld af andre fisk. Til sidste blev vi sejlet tilbage til Labuan Bajo, og vores Komodo tur var ovre.
Den efterfølgende dag tog Thomas et opfrisknings dykker kursus samt 3 dyk, da man ikke kan komme til Komodo øerne med et dykker certifikat, uden at have brugt det. Det var virkeligt fedt at komme til at dykke igen efter 8 år, og der blev set hajer, skildpadder, kæmpe tunfisk og masser af flotte koraller. Samme dag bookede vi et fly til Ende, og dagen efter fløj vi af sted fra Labuan Bajo.
Ende og Moni
Vi ankom til Ende kl. 14 den 1. oktober, hvor vi gik ud i byen for at finde et sted at bo. Efter de første par forsøg som vi ikke syntes om, besluttede vi os for at tage direkte videre til byen Moni, hvor bjerget Kelimutu, med de 3 søer ligger. Vi hoppede begge bag på hver vores OJAK som er en scooter taxa, og blev kørt til den nærmeste busstation, som var en bambusbænk foran en lille butik. Her ventede vi små 15 min før bussen kørte mod Moni. Selve busturen som kun er 45 km tager næsten 2 timer, da al kørsel foregår af små snoet bjergveje, på trods af det er Flores hovedvej. Turen var utrolig flot, med udsigt til flere forskellige vulkaner, ris terrasser og dale med bække floder og vandfald. Det hjalp lidt på udsigten fra vores sæde, at vi sad lige ved siden af døren ind til bussen som bliver holdt åben hele turen. Her kunne man også til tider se lige ned af stejle skrænter, hvilket ikke hjalp på vores nervøsitet over kørslen. Vi kom dog helskindet frem lidt efter mørkets frembrud, og fandt et homestay midt i den lille by.
Dagen efter lejede vi en scooter, og vi fik fortalt af hotel fatter at der lå en strand ved navn Koka beach, som skulle være virkelig lækker. Vi kørte 1.5 time på scooter ad flere små snoet bjergveje, og kom igennem mange små landsbyer. Ved hver eneste lille by blev vi modtaget med smil og vink, og næsten alle mennesker vi kom forbi råbte ”hello mister” til os. De næste par timere gik med at bade, ligge i skyggen, og få opmærksomheden fra de lokale, som meget gerne vil have billeder med os, og hilse på os.
Da vi kom tilbage til vores homestay, faldt vi i snak med et Indonesisk par som var på ferie, og en tysker som også var på en længere rejse. Vi aftalte alle 5 at tage op til mt. Kelimutu næste morgen kl 4, for at se solopgangen. Efter 30 kolde minutter på scooter midt om natten, ankom vi til indgangen hvor vi skulle betale for at komme op og se Kelimutu. Vi fik set 2 af de 3 vulkan krater med forskellig farvet søer i, da det ene krater var diset til. Vi fik også set en flot solopgang over resten af Flores, og brugte i alt 2 timer på at nyde udsigten på toppen. På vejen ned fra bjerget kom vi forbi nogle virkelig flotte rismarker, og vi stoppede ligeledes ved en varm kilde hvor vandet var ca. 35 grader varmt. Vi fik fortalt at der ikke var mere at se omkring Moni fra vores vært, og vi besluttede sammen med tyskeren (Martin) at tage til Ende. De 2 indonesere vi havde snakket med skulle igennem Ende, og vi kunne alle 3 komme med dem.
Da vi ankom til Ende, fik vi arrangeret en chauffør ud til ”Blue rock beach” som lå 1 times kørsel fra byen. Ved stranden var sandet kulsort på grund af ask fra nærliggende vulkaner, og næsten alle de sten som lå i store bunker var grønne eller blå i forskellige nuancer. Om aftenen valgte vi alle 3 at spise sammen nede i byen. Vi tog derfor en BEMO, som er en transporter lavet om til en ultra pimpet minibus, med kæmpe anlæg og lys i hundredvis af farver, og fungerer som en dele taxa. På vej tilbage fra byen valgte vi at købe en stor øl hver og tage endnu en tur i en BEMO. Her holdte vi en lille fest på vejen hjem, til stor fornøjelse for de andre passagerer og chauffører.
Vi er nu færdige med Flores, og vi er begge 2 enige om at det bestemt var besøget værd. Noget vi begge syntes var fantastisk, var komodo varanerne og det utrolige dyreliv som findes i området omkring Komodo national park. Ligeledes var naturen længere inde i Flores fantastisk, men især lokalbefolkningen gør central Flores til et besøg værd.
Vores næste stop er Java, hvor vi skal bo 5 dage i Yogjakata og de det fantastiske Brombondur tempel
Java, Yogyakarta
Sidste stop i Indonesien er byen Yogyakarta som ligger på Java. Første morgen i Yogyakarta havde vi besluttet at gå en tur til de forskellige attraktioner som lå i nærheden. Vi startede derfor med at gå mod et fugle-marked som lå et par kilometer væk. På fugle-markedet solgte de virkelig mange forskellige fugle, lige fra høns, duer og kanariefugle til ugler, papegøjer og flagermus. Her blev også solgt mere eksotiske dyr som aber, luwak, øgler, slanger og mange andre.
Efter vi havde forbrugt en god times tid på marked gik vi videre mod sultan paladset. Her mødte vi en musiker fra paladset som nævnte at der var lukket, men at vi hellere skulle til at komme tilbage på søndag, da der her ville være en danseopvisning på paladset.
Vores næste stop var et kunst galleri hvor man om onsdagen kunne se kunstner arbejde på deres værker. Da vi ankom til galleriet, blev vi taget imod ved indgangen og fik forklaret om hvordan de på dette galleri arbejder med silke og bomuldsstof, som de indfarver med pigment i stedet for at male ovenpå lærredet. Modsat mange andre malerier som man kan købe i Indonesien, så tillader måden maleriet bliver lavet på, at man kan folde lærredet sammen uden at skade billedet. Det var nogle virkelig flotte værker imellem, og vi endte med at købe 2 malerier som vi håber på at få plads til der hjemme.
Efter galleriet tog vi hjem mod hotellet da det var ved at være tid til aftensmad. Her besluttede vi at fejre vores indkøb med lidt bedre mad end vi er vant til. Vi tog derfor på en Italiensk restaurant hvor vi fik en lille forret, en lækker pizza og en flaske indonesisk rødvin som vi længe har villet prøve.
Dagen efter stod vi sent op da vores program i Yogyakarta for en gang skyld ikke er alt for pakket. Vi lånte en scooter ved hotellet, og drog ud for at se Prambanan som er et stort 9. århundrede hinduistisk tempel område på UNESCO’s World Heritage Site liste. Det er det største af dens slags på Java og det symbolisere skiftet mellem den buddhistiske og den hinduistiske trosretning som skete på denne tid.
Den højeste bygning er 47 meter høj og står centralt placeret, mellem flere mindre individuelle templer. Efter et par timer i Prambanan havde vi fået set hele tempel komplekset og turen gik tilbage til Yogyakarta. Tilfældigvis var dette også dagen for byens 50 års jubilæum, og vi havde fået fortalt fra flere personer at vi skulle tage ind til byen om aftenen og se den store parade.
Efter et kort pitstop på hotellet, kørte vi ind til byen hvor vi havde fået fortalt paraden skulle foregå. Her fandt vi en restaurant som havde lidt udsigt over paraden. Efter aftensmaden gik vi langs paraden indtil centrum af begivenhederne. Der var godt pakket med byens 2 millioner mennesker, og efter en lille time besluttede vi os for at tage hjem og sove da vi skulle tideligt op næste dag.
Kl 3.30 ringede vore vækkeur, og denne dag havde vi planlagt at tage ud til Borobudur (Borobudur ligger 1-2 timers kørsel fra Yogyakarta, og solen står op før 6 hvilket forklare den gudsforladte tid vi skulle op på) som er verdens største buddhistiske monument og se solen stå op i baggrunden. Vi havde fået fortalt af vores ven Martin fra Flores, at i stedet for at tage til det traditionelle udkigspunkt, skulle vi finde den store ”chicken church” og se solopgangen herfra. Det lyder lidt som en joke, men utroligt nok, efter man har krydset bambus broer og trekket mudderveje i 10 minutter, kommer man frem til en 5 etager høj kyllinge kirke. Vi kunne komme op på hovedet af kyllingen hvor kun 10 andre turister var. Her kunne vi se til det traditionelle udkigspunkt med en noget ringere beliggenhed og 200 turister som stod i nakken af hinanden. Desværre lå der en tyk tåge over hele Borobudur, og vi kunne derfor ikke se solopgangen eller templet fra afstand. kl. 6 åbnede tempel komplekset og vi gik lige mod hoved templet.
Da vi nærmede os læste vi at for at respektere traditionerne, skulle man nærme sig templet fra øst, og derefter gå 3 gange rundt med uret, før man måtte komme op på toppen. Vi var tydeligvis de eneste som havde læst dette, da vest siden af templet var fuldstændig forladt, og vi havde set de fleste andre tog turen direkte op mod toppen. Vi besluttede derfor selv at gå et niveau op for hver gang vi nåede rundt om templet. Dette gjorde også at vi så mange utroligt flotte indgraveringer som var blevet lavet for at fortælle historier om guderne, mennesket, og tiden templet blev bygget i.
Dette tempel er også på UNESCO’s World Heritage Site liste, og er blevet renoveret 2 gange siden genopdagelsen i 1812. Her var den sidste gang var med hjælp fra UNESCO specialister fra hele verden og man mener nu templet ville kunne stå yderlige 1000 år. Efter Borobudur tog vi mod Yogyakarta for at få en kop kaffe da vi havde hørt de servere den på en helt speciel måde her i byen. Vi satte scooteren tæt ved midtbyen og gik en tur ned langs strøget. Inde længe så vi et lille skilt ved en mobil madbod som nævnte Jogja coffe. Vi satte os og bestilte 2 kopper kaffe. Inden længe fik vi serveret hver vores kop kaffe, med et stort stykke trækul stikkende op af koppen. Kaffen var desværre sødet virkelig meget så det stykke trækul som stak op, havde ingen effekt vi kunne smage.
Sidste dag i Yogyakarta tog vi igen mod sultan paladset. Vi så hvordan de lavede traditionelle dukker af dyre skind, med mere symbolik tegnet ind i dukken, end vi kunne skrive ned på 10 A4 sider. Men kort fortalt gik det ud på forsoning af religioner, samling af jorden elementer, kroppens lyster, menneskets adfærd og hvordan det hele hænger sammen. Kl. 11 var der dans i en af paladsets pavilloner og vi nåede at få en udmærket plads tæt ved scenen. Den indonesiske dans foregår ofte som en fortælling af gamle historier, og vi fik 4 forskellige ”historier” fortalt på en lille time. Efter dansen, tog vi rundt for at se de forskellige udstillinger som findes på sultanens palads.
Efter paladset tog vi til sultanens vandtempel, hvor de gamle sultaner plejede at bade med deres konkubiner. I dag er det bare en turist attraktion, sikkert til ærgrelse for den nuværende sultan. I samme område befandt der sig en gammel underjordisk moske som vi lige tog et smut forbi før vi skulle hjem og aflevere vores scooter. Den sidste aften i Indonesien brugte vi på at skrive vores friske erindringer ind på vores hjemmeside, mens vi nød den sidste kolde Bintang øl.
Globetrotter Indonesien
Nu er vi færdige med Indonesien. Det har været 5 meget spændene uger, og vi har oplevet utroligt meget.
De bedste ting vi har oplevet må være:
-
Komodo dragerne.
Det er ikke hver dag man ser en varan der 3 meter lang og betragter en som føde.
-
Manta rokker(Nusa Lembongang).
Venlige kæmper, som svømmer roligt og uforstyrret i havet.
-
Lokal venlighed (-Kuta).
Altid smilende og hjælpsomme folk hvor end man kommer hen.
-
Det uudforsket Flores.
Fantastisk sted og natur som bestemt ikke skal undervurderes.
-
Ultra.
Fordi vi elsker EDM.
Hvis vi skal give et par gode råd med på vejen, så må det være:
-
Immigration
Hvis jeres ophold i Indonesien strækker sig over 30 dage, så rejs ud af landet og ind igen, i stedet for at søge visum forlængelse, det binder jer til området i 10 dage.
-
Affald
Forvent ikke at der er så rent som hjemme i Danmark, og forvent at der ligger en del affald over alt.
-
Øl
Vær beredt på at øl kan koste mere end din mad, da afgifterne på alkohol er høje.