![]() |
---|
"BRASILIEN"
Thomas' kusine Maj havde valgt at holde bryllup med sin mand Tiago i Brasilien, og hele familien var selvfølgelig inviteret, hvis vi kunne komme derover. Vi valgte at tage fri og udnytte muligheden for at opleve Sydamerika og møde Tiagos brasilianske familie.
Da vi ankom i Brasilia havde vi lejet en bil sammen med et andet vennepar til Thomas kusine. Thomas kørte bilen fra Brasilia til Anapolis. Selve turen var noget speciel, da Brasiliens veje ikke er de bedste og ofte mangler afmærkninger. Det resulterede i at vi kørte over et ordentligt bump på en motorvej med for høj fart, så både Maria og vores passagerere fløj op i loftet af bilen, heldigvis uden at komme noget til.
Da vi ankom til Tiago’s hus, blev vi taget godt imod af hele familien. Det er typisk at alle familiens medlemmer bor i samme hus, ofte omringet af store mure hele vejen rundt, og det var også her at vi skulle bo de første par dage.
Senere på ugen holdte vi Marias fødselsdag, som blev fejret på byens eneste internationale restaurant, det blev dog ikke for sent da vi skulle til bryllup næste dag, men det var rigtigt hyggeligt alligevel.
Så kom dagen hvor brylluppet skulle afholdes. Vi startede i en katolsk kirke tæt ved familiens hus. Måden hele brylluppet foregik på var meget anderledes end hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Man hyrer simpelthen en toastmaster som styrer hele brylluppet inklusiv det som skal ske inde i kirken. Derudover skal der være 14 vidner i form af 7 par som skal gå ind af altergangen efter brudeparret. Her var vi blevet spurgt om vi ville være vidner, hvilket vi selvfølgelig gerne ville. Selve festen var også helt anderledes end et dansk bryllup. Der bliver ikke holdt en eneste tale hvilket vi ikke havde noget imod da vi ikke ville have kunne forstå noget af det alligevel. Oven i det har de en tradition hvor de går rundt med et fad og sælger stykker af gommens slips. Ellers virkede det kaotisk og forvirrende det meste af tiden uden nogen styr på folk, men det var utroligt hyggeligt og sjovt at prøve noget andet end et traditionelt, til tider ”kedeligt” dansk bryllup.
Vi havde valgt at tage en lille rejse på egen hånd, ned til verdens største vandfald, Iguazu falls. Her boede vi først på den argentinske side, og efter et par dage tog vi tilbage til den brasilianske side.
Da vi var på den brasilianske side af Iguazu falls, tog vi først forbi en fuglepark som lå tæt derpå. Inde i parken var der en tukan som var rigtig glad for Thomas, (kan ses på billedet) den blev ved med at hoppe efter os når vi gik rundt, til stor fornøjelse. Efter vi havde gået rundt i området og set vandfaldet fra flere punkter på den brasilianske side, skulle vi prøve river rafting fra foden af vandfaldet og ned af floden. Dette var rigtigt sjovt, men vandene blev desværre meget hurtigt rolige og vi valgte derfor at hoppe i strømmen og bade lidt.
Efter Iguazu tog vi tilbage til Thomas kusine i Annapolis. Her havde Tiago arrangeret en tur ud til en farm som en i familien ejede.
Det skal siges at der er stor forskel på en dansk farm og en brasiliansk farm. De brasilianske farme er selvforsynede og har derfor ikke brug for en kæmpe produktion af mælk eller kødkvæg som en dansk farm har. Dette var utroligt hyggeligt da de i stedet for en stor mængde af de samme ting, kunne dyrke 50 forskellige frugter og opdrætte 20 forskellige dyr på samme plads som et dansk landbrug bruger. Alt sammen uden store stalde og andet som vi er vant til. Dyrene gik bare frit rundt på nogle store marker og nogle i køkkenhaven. Vores vært havde i dagens anledning slagtet en gris og 4 kyllinger og lavet et kæmpe fest måltid til os alle. Vi sad næsten 30 til bords, (50/50 danskere og brasilianere), og hyggede os meget med Tiago’s familie.
På turen hjem til Danmark mellemlandede vi i Atlanta kl 6 og vi skulle først flyve igen 12 timer efter. Vi valgte derfor at tage ind til byen for at få morgenmad og besøge Coca Cola museet. Når vi lige var et smut i USA skulle vi selvfølgelig have en stor burger, dette fik vi på VOODOO der havde været med i et show som hedder MAN vs. FOOD, og det var virkelig godt.





